Borddekorationer til bryllup – Få gode ideer til bordpynt

FarvekortDu vil sikkert finde ud af, at selv små ting til brylluppet lige pludselig vil have stor betydning. Borddekorationer til bryllup optager mere tid end man umiddelbart tror. Ens kreative evner sætter ind og man vil nærmest vælte sig rundt i farver på duge, servietter, lys, store eller små blomsterdekorationer, skal man bruge balloner eller ej, hvilke farver skal man bruge, skal man holde sig til en eller flere farver, skal der bruges stolebetræk og sløjfer på de stole man har til rådighed. Din kommende mand har sikkert lyst til at råbe STOP med alle de borddekorationer og forslag du begynder at kaste i hovedet på ham. Vi kan jo lige så godt være ærlige og sige at det for det meste er kvinderne, der går op i denne del med liv og sjæl. Man vil jo gerne have at folk nærmest sukker af henrykkelse over hvor smukt og sammensat det hele ser ud, når de kommer ind i lokalet. Samtidig skal man helst kunne se at det er en afspejling af jeres personlighed.

Tema og farver

I skal beslutte jer for om i vil have et tema flettet ind i jeres bryllup. Det kunne være et vintertema, et vintagetema, strandtema, et tema med et rustikt look (hvis brylluppet bliver holdt i f.eks. en lade) eller et eventyrligt romantisk tema osv. Et tema betyder ikke at man skal gøre brylluppet til et kostumebal, hvor alle skal være klædt ud, eller at man skal følge temaet til punkt og prikke. Temaet vil kunne give nogle gode ideer til hvilke borddekorationer og farver, der vil passe bedst til de ideer i går rundt med. I behøver bestemt heller ikke have et tema for at finde de farver i gerne vil have i jeres borddekorationer.

Vælger i at gå efter et bestemt tema, så kan i begynde at arbejde med hvilke farver i gerne vil holde det i. I skal huske at tænke på jeres blomsterdekorationer. Det nytter ikke noget, at der bliver opbygget et flot farvetema til jeres bordopdækning og andre løse dekorationer, for derefter at ødelægge designet ved at blomsterdekorationerne overhovedet ikke passer med resten af borddekorationerne. Der skal være en rød tråd gennem hele forløbet.

Hvis lokalet er indrettet i lyse stærke farver, så prøv at tone det ned med forskellige hvide nuancer. De hvide nuancer kan blandes med sarte pastelfarver, hvis man ønsker lidt farve med det hvide. På den måde kommer lokalet ikke til at ligne en farvelade. Vælger i at holde festen i et telt, så kan i snildt bruge stærke farver såsom stærk pink, den varme røde eller den mørke dybe lilla i jeres borddekorationer. De vil stå i god kontrast til teltets hvide farve.

BorddekorationerI skal ikke være bange for at eksperimentere med farverne. Selv om hvidt giver et klassisk look, så prøv at vælge mere end én farve og kombiner den sammen med en anden farve, som komplimenterer den. Hvis i gerne vil have den maskuline farve som kan være jordfarvet (evt. en brun nuance), så prøv at sammensætte den med fuchsia, lys grøn eller lys lilla. Sammensæt gerne farver på kryds og tværs. På den måde vil i finde det, der passer til jer og jeres personlighed.

Et vinter bryllup kunne f.eks. holdes i sølv, lys blå og hvide farver, suppleret med krystaller, der vil give et flot skær fra stearinlysene. Brug gerne masser af stearinlys som en del af jeres bordopdækning, da den mørke tid vil give hele lokalet et flot romantisk skær. Et vinter bryllup kan også være i julens farver med farver i guld, rød eller grøn. Brug gran, glaskugler og hel kanel som en del af pynten, da det vil skabe et julet look og en julet duft. Hvis i bruger en blomsterdekoratør, så få ham/hende til at lave nogle flotte blomsterdekorationer i julens farver og materialer.

Bryllups dekorationerVinter Vinter bryllupskagevinter

Hvis i nu har valgt et strandtema, så vil det være en god ide at bruge sand, muslingeskaller og farver i hvide, gule og blå nuancer, for at holde den lette og luftige følelse af at være på stranden. Pift det evt. op med mini surfbrætter eller klipklapper bordkort som en del af jeres bordopdækning, og hæng evt. lyskæder med pastelfarvede rislampeskærme op.

StrandtemaStrand bryllupskageBordkortholdere sandalStand tema

Angående temaet og farverne i borddekorationerne. Husk at i er to om brylluppet og det er jo ikke sikkert, at ens mand vil synes det er så fantastisk at holde det hele i lyserøde farvenuancer. Hvis det er en mand og kvinde, der skal giftes, så find en maskulin farve til at komplimentere den feminine farve.

Stil og budget ved borddekorationer til bryllup

Størrelsen og antallet af jeres borddekorationer kommer meget an på jeres budget. Hvis budgettet er lidt presset, så kan man spare en masse penge ved selv at tage på grønttorvet dagen før og derefter skabe jeres egne blomsterdekorationer. Vil i pynte med lyskæder for at skabe en hyggelig og intim stemning, så spørg venner og familie om de ikke har nogen liggende som i kan låne, så i ikke skal ud og bruge en del penge på det. Man kan stadigvæk få et utroligt flot bord med dekorativ bordpynt og lokale, uden at skulle bruge en formue. Brug fantasien og vær kreative selv, på den måde kan man holde omkostningerne nede. I kan f.eks. bruge blomsterdekorationerne fra kirken og få venner og familie til at transportere dem til festlokalerne, så de kan blive genbrugt. Man sparer penge, samt de flotte dekorationer går ikke til spilde.

Mængden og antallet af borddekorationer har også betydning for hvor i holder festen. Hvis lokalerne er overdådigt pyntet, som de godt kan være på en herregård, slot, hotel eller gods, så skal i passe på ikke at bruge alt for mange dekorationer. Det vil blive for meget for øjet og kan nemt komme til at se rodet ud. Hvis lokalet derimod er lyst og åbent, så kan du stort set gå amok med jeres borddekorationer til brylluppet.

Pynt rosenblade silkeSimilistenBallon

Ting som i kan bruge til dekorationer

Blomster (den er vist helt sikker)

Stearinlys (bloklys, fyrfadslys samt antiklys)

Duge

Silke blomsterblade

Vandperler (fra vandperleriet.dk)

Krystaller

Similisten i farver

Servietter og evt. servietringe

Bordkort

Balloner med helium

Stolebetræk og evt. sløjfer

Lanterner, fyrfadsholdere og lysestager

Konfetti hjerter

Evt. kysseklokker

Loft- og vægdekorationer

Populære borddekorationer

Der er ingen regler for at blomster kun skal stå på bordene. Man kan pynte med friske blomsterguirlander, der kan hænge fra loftet, eller på væggene. Man kan også svøbe dem omkring fritliggende bjælker eller rundt om søjler. Det giver et flot og dramatisk look. I kan også få lavet en blomsterbue til indgangen hvor i holder festen. Man kan også vælge at sprede friske rosenblade som bordpynt eller man kan købe rosenblade i silke, som ikke visner og som efterligner den ægte vare ret godt.

Det er også yderst populært at bruge stearinlys. Alt fra små søde fyrfadslys, som står ved hver kuvert, til høje fem-armede lysestager pyntet med blomster, krystaller, lanterner og bloklys, der står på en fod af spejle. Man kan også have små bowler med fyrfadslys flydende rundt i vand. Stearinlys kommer i alverdens former og farver, og giver jeres festbord et romantisk, varmt og hyggeligt skær.

LanterneBloklys og fyrfad med blomstHøj lysestage

Der er også nogen, der vælger at bruge små dekorative fuglebure (uden fugle), eller bruger meget stærkt farvede og mønstrede stoffer. Andre bruger indendørs træer, som bliver pyntet med lys eller anden pynt. Mulighederne er mange, så det er bare med at komme i gang med de gode ideer.

FugleburFlydende lys med sten og blomstGlas lys og blomsterBloklys i bowle

Tips til dekorationerne

Ønsker i høje og dramatiske bordopsatser, som er utroligt flotte som borddekorationer, så skal man huske at gæsterne, der sidder overfor hinanden, også gerne skal kunne se hinanden. Høje flotte lysestager burde ikke have draperet masser af blomster, som hænger ned som et tæppe og dækker for udsynet for gæsten, der sidder overfor en. Hold jer i stedet til en enkelt blomsterkrans, der er snoet flot rundt om stilken på lysestagen. Man kan også anskaffe sig kæmpe store Martini glas og placere blomsterne i dem, så de bruser ud over kanten. Igen må de ikke hænge for langt ud over kanten, da de så kommer til at dække for gæsternes udsyn. Man kan også vælge at have tårnhøje bryllupsdekorationer stående i hvert hjørne af lokalet, og en for hver bordende af højbordet, hvor bruden og gommen sidder.

MartiniglasHøj blomsterdeko

Man kan give bordet et ekstra pift ved at bruge et lidt anderledes bordkort som bryllupsdekoration. Gør i brug af grønne eller røde farver, så kan i købe flotte æbler i disse farver. Brug en lille nål eller et fint slikebånd til at sætte navnet på jeres gæster fast. Der kan bruges sten som man har fundet på stranden, hvor man skriver gæstens navn på (læg dem i en spand og hæld husholdningssprit over inden i bruger dem). Hvis man bruger orange farver, så kan man købe små græskarhoveder, hvor man binder eller stikker en kødnål i med gæstens navn på. Man kan også gøre brug af grankogler, hvis i har et vinter tema. Der er masser af muligheder for at sætte et anderledes præg på gæsternes bordkort. Lad fantasien løbe frit på dette område.

Bordkort æbleBordkort stenBordkort græskarBordkort grankogle

Hvis i vil give jeres lokale en ekstra effekt, så sæt nogle store gulvspejle op rundt omkring i lokalet. Det vil give et godt spil til de levende lys, til dine borddekorationer, samt lokalet vil se større ud end det er. Desuden vil bruden og de kvindelige gæster kunne tjekke sig selv ud engang imellem, for at se om det hele stadigvæk sidder perfekt.

BuffetServeres der f.eks. buffet, så kan man vælge at have noget af maden stående på glaskasser i forskellige størrelser. Man kan fylde kasserne op med farvede similisten, rosenblade eller andre dekorative ting. Sørg for at maden bliver lagt på samme slags fade i forskellige størrelser, da det vil være med til at give et flot helhedsindtryk. På den måde giver i jeres buffet et anderledes og dekorativt udseende.

Fjer bliver også mere og mere brugt i borddekorationerne. De giver et blødt og feminint look. Man kan købe dekorationsfjer, hobbyfjer og minifjer i forskellige farver, hos diverse hobbyforretninger. Man kan også bruge fjer i brudebuketten og til pynt i brudehåret, eller bruge dem som en del af gæsternes bordkort, hvis i selv laver disse.

Er der valgt et tema, og ønsker man at gøre lidt ekstra ud af det så lokalet passer mere til det valgte tema, så kan man evt. låne nogle mindre møbler. Det betyder ikke at i skal gå i gang med at ændre på hele møblementet. Få møbler kan give det helt rigtige indtryk af det, i vil opnå.

Hvis stolene ikke er de pæneste, og slet ikke passer til jeres borddekorationer, så få fat i stolebetræk til stolene. For at det ikke skal blive for hvidt, så kan man pynte stoffet med stolrosetter (en sløjfe man binder rundt om stolen). Man kan også pynte med dekorations sommerfugle eller guirlander lavet af tyk ståltråd, hvor en blomsterranke er svøbt om.

Stolebetræk lillaStol med blomsterpynt

Kaster i jer ud i at have træer som en del af jeres borddekorationer, så kan man vælge at have træerne i potter. Man kan også samle grene eller kviste og dekorere dem med lyskæder, krystaller eller små fotos af jer selv i sjove og romantiske situationer. Vælger i at samle grene og kviste, så menes der ikke at man skal rovplukke fra friske træer. Man kan samle op fra det, der er faldet naturligt af træet, eller hvis i kender nogen, der skal trimme et træ, så brug grene derfra.

Træ med levende lysGrene med fyrfadslamper

Farvet dugDe mest anvendte farver i duge og servietter, er hvid eller elfenben. Vælger man disse farver til sine duge og servietter, så kan man lege med flere forskellige farver i borddekorationerne. Hvis man gerne vil bruge farvede duge og servietter, så skal man bare huske at holde sig til enkelte og simple borddekorationer.

De sidste detaljer

Har i ikke en aftale omkring bordopdækning og pynt, der hvor i lejer jeres lokaler, så aftal med udlejer at i gerne vil have lokalerne dagen før jeres bryllupsdag. På den måde kan i få dækket jeres borde og få pyntet med de borddekorationer, i har bestemt jer for. I vil blive alt for stressede, selv hvis i føler at i godt kan nå det samme dag i skal giftes. Hav i baghovedet, at bruden skal have ordnet hår og makeup, så hun har ikke tid til meget andet før i skal vies.

Kommentarer

  1. Jeg skal giftes på lørdag, og for to dage siden brast alle planerne da det hotel vi skulle holde festen på var ubehøvlede og uprofessionelle, så jeg valgte at aflyse festen. På 3,5 time blev der booket en herregård med plads til en flot fest og til de 10 gæster der kommer fra Canada (min forlovede er canadier) bestilt mad og ringet rundt til gæsterne med den nye adresse. Men nu står vi og skal til at planlægge på ny, og denne gang selv lave borddekorationer og dække bord osv. Sikken et arbejde! Men jeg tror det blir godt. Dejligt med inspiration fra denne side!

    • Hej Anna

      Det er da noget af en omgang i går igennem så tæt på jeres bryllupsdag. Jeg synes i har truffet den helt rigtige beslutning, for selv om det kan være skræmmende at skulle nå så meget selv på kort tid, så skal man simpelthen ikke finde sig i den behandling i har fået.

      Jeg er 100% sikker på at i får et helt fantastisk bryllup og at det bliver en dag i aldrig glemmer. I vil altid kunne kigge tilbage når det hele er overstået og grine af jeres oplevelse og det vil være et minde for livet. Det vigtigste er jer to og jeres kærlighed som bliver fejret på denne store dag, alt andet er i virkeligheden sekundært (jeg ved godt at sådan føles det bestemt ikke når man står i selve situationen).

      Stort tillykke med jeres bryllup på lørdag og i ønskes alt det bedste i fremtiden :o)

      Venlig hilsen
      Linda

  2. Hvor har I fundet de små klip klapper henne? 🙂 og tak for en inspirerede side

  3. Kan I oplyse hvor jeg kan købe de høje martiniglas til borddekoration

    Anni B.

    • Hej Anni

      Det er lettere at skrive til dig her. Jeg er selv helt vild med de høje Martini glas, de giver et ekstra pift til borddekorationen.

      Jeg har fundet dem på engelske sider, en af siderne er eBay, http://www.ebay.co.uk/bhp/martini-glass-centerpiece eller på http://www.save-on-crafts.com/grandemartini.html som er amerikansk.

      Du skal huske, at hvis de er villige til at sende fra USA, så vil der blive lagt moms oven i prisen, når de ankommer til DK. Da der engang imellem kan være problemer med om de vil sende til DK fra både England og USA, så du kan evt. sende en mail til sælger og spørge dem om de vil gøre en undtagelse. De fleste sælgere vil gerne hjælpe når det kommer til stykket, hvis man spørger dem pænt.

      Venlig hilsen
      Linda

Skriv kommentar

*